De skønneste blomster...
- er Snehvide, Rags og Caithlin. Klik for større version
Dette er en side om husets katte - om dem, vi stadig har, og dem, som forlængst er væk. Sidens titel er ment med et glimt i øjet, men når de laver for meget ballade, kalder vi dem vores "fede, forædte forkælelsesdyr". Jeg er vokset op med katte, så da min kone og jeg i sin tid flyttede sammen, skulle vi naturligvis også snart have kat. Det blev den røde hushat Rudolf, og han var sådan en elskelig og klog kat, at alle efterfølgerne stadig bliver målt med ham. På FIFe's Verdensudstilling i Valby 1993 faldt vi for de kæmpestore Maine Cooner. Vi indså dog, denne race nok var for stor til vores daværende lejlighed, så vi droslede lidt ned og fik Norske Skovkatte i stedet. Først kom Ronja, og hun fik så et kuld, hvorfra vi beholdt Milly, som opnåede den formidable alder af 18 år hos os. Senere faldt vi pladask for de vildtfarvede Somalier med deres tickede semilanghårspels og "ræveagtige" udseende. De er aktive og opfindsomme og samtidig yderst hengivne katte, som koncentrerer sig 100% om deres aktuelle gøremål. Vores dejlige Ivanhoe, som desværre døde alt for ung, overbeviste os som racens mange fortrin, så næste racekat helt sikkert også skulle være en Somali. Det blev Rags, som havde lige det rette temperament til vores lille flok... Og så har vi heller aldrig glemt den gode, danske huskat. Sådan én skal der helst også altid være i huset. For tiden er det Snehvide, der som 8-årig var endt på et kattehjem uden de store chancer for et nyt hjem, især i forhold til alle de søde små killinger. Hun viste sig at være en fantastisk dejlig kat og er blevet prinsessen her i huset, hvor hun får al den forkælelse, en kat kan labbe i sig.
